Solvind v/ Jon Brændsgaard Toft • CVR: 38615963 • Adresse: Engparken 19 ST 2 • Postnr.: 8230 Åbyhøj 
Tlf.: 60 70 95 80 • Mail: jon@forlagetsolvind.dk

The Black Leaves

 

The Black Leaves er et aarhusiansk rockband, dannet i Gellerup i efteråret 2009. Bandet er en del af den aarhusianske undergrund. De har indspillet tre albums, der alle er udgivet online i iTunes og lignende butikker.

 

Begyndelsen & Life Among Ruins (2009-2010)

Mads Meyer Kristensen (vokal, guitar, tidl. frontmand i aalborgensiske U-Turn), flyttede til Århus med et stort lager af selvskrevne sange og begyndte at sammensætte musikere til et band. Lars Klit Nielsen (lead guitar) reagerede på et opslag i et forum og tog kontakt til Kristensen. Det førte til at Nielsen kontaktede Jon Brændsgaard Toft (trommer), som han kendte fra Århus Produktionsskole. Adskillige bassister blev prøvet af, før Kristensen inviterede Mike Meulenbelt (el-bas), som han tidligere havde spillet med.

 

Efter at have spillet sammen i et par måneder og opøvet en god håndfuld af Kristensens sange, besluttede bandet at det ville være godt med en ekstra guitarist. Anton Langebæk blev inviteret med som sekundær lead guitarist, og det første album, Life Among Ruins, blev indspillet i foråret 2010 i Global Colour Sound-studiet, som bandet i praksis benyttede som øvelokale. Bandet producerede selv cd'en og Toft mixede musikken og lavede cd booklet og cover.

 

Udskiftning & Tales Of Endurance (2010-2012)

Interne konflikter resulterede i, at Nielsen forlod bandet inden albummets udgivelse den 20. maj 2010. De resterende bandmedlemmer afholdt releasekoncert på The Bridgewater Pub i Århus midtby.

 

I løbet af sommeren blev Langebæk erstattet af Saeid Vallee (guitar), og det opfølgende album, Tales Of Endurance blev indspillet og udgivet i februar 2012. Vallee havde dog andre prioriteter end musikken og blev erstattet af Gunnar Snær Gunnarsson (guitar), som Toft kendte fra Femmøller Efterskole. Gunnarsson lærte de nye og gamle sange og deltog i releasekoncerten for det andet album, afholdt på V58, Aarhus den 3. februar 2012.

 

The Black Leaves:  Toft (trommer), Kristensen (vokal), Meulenbelt (bas), og Gunnarsson (guitar).

 

Udvikling & The Spirit Of Life (2012-2013)

I løbet af foråret og sommeren 2012 spillede The Black Leaves to gange på Voxhall, først i forbindelse med Emergenza Festival, og derefter som opvarmning for Shotgun Revolution. Samtidig blev der skrevet nye sange i øvelokalet.

 

De to første plader havde primært været baseret på Kristensens store lager af sange, han havde skrevet gennem tiderne, mens den tredje plade mere blev jammet frem. LP Klessner (saxofon), som også havde spillet med på et par numre på det foregående album, fik en større og friere rolle som gæstemusiker. Pladen fik titlen The Spirit Of Life og udkom den 8. oktober 2012.

 

I forbindelse med udgivelsen afholdt bandet en stor releasekoncert på Atlas, Aarhus sammen med tre andre lokale bands.

 

I efteråret 2012 blev der lagt ressourcer i markedsføring og promovering, og det britiske pladeselskab Two Side Moon blev hyret til at varetage bandets interesser online. I januar 2013 påbegyndtes arbejdet på det næste album.

 

Hiatus & Heart Beats Love (2013-2016)

I februar 2013 resulterede interne konflikter i at Gunnarsson forlod bandet, og Toft, der selv var blevet metaltræt benyttede chancen til også at lægge stikkerne på hylden. The Black Leaves var i praksis gået i opløsning.

 

I sommeren 2014 spillede Meulenbelts nye band på Headquarters, Aarhus, og både Toft og Kristensen var mødt op. Kristensen introducerede en guitarist ved navn Karsten Bleiht, hvilket førte til en jamsession, og snak om et nyt album begyndte i krogene.

 

I løbet af 2014 og 2015 blev der skrevet og indspillet en række sange, der skulle blive til albummet Heart Beats Love, men sidst på efteråret fik personlige problemer Bleiht til at forlade bandet, og den næsten færdige plade forblev uudgivet.

 

 

 

Foto: Marika Hyldmar.